EN mere GRØN by
Solceller på tagene
Alt for få nyopførte bygninger i København udnytter muligheden for at producere grøn strøm fra solceller. Det betyder, at vi i dag går glip af store mængder lokal, vedvarende energi – selv i nye byggerier, hvor det ofte ville være nemt og oplagt at installere solceller. Samtidig bremser det den grønne omstilling, at vi ikke stiller klare krav til nybyggeri, selv om solenergi er en af de mest effektive og bæredygtige energikilder, vi har, og vi skal udnytte den langt bedre.
Alle nyopførte offentlige og private bygninger i København – hvor det teknisk er muligt – skal have solceller på taget. Ved at stille krav om solceller på nye bygninger sikrer vi, at København tager et vigtigt skridt mod klimaneutralitet, reducerer vores afhængighed af fossile brændsler og producerer lokal grøn strøm.
Grønne offentlige indkøb
Københavns Kommune investerer hvert år enorme summer i indkøb, men alt for ofte går pengene til løsninger, der ikke lever op til de grønne ambitioner. Det betyder, at kommunen i praksis risikerer at forstærke klimabelastningen og øge forbruget af knappe ressourcer, i stedet for at bruge sin store indkøbskraft til at drive den grønne omstilling fremad.
København skal gå forrest i den grønne omstilling ved at stille langt skrappere krav til sine egne indkøb. Når kommunen køber alt fra mad og møbler til byggematerialer og it, skal det ske med klima og miljø i fokus. De offentlige indkøb udgør hvert år for milliarder af kroner – og de penge skal bruges til at trække i en grønnere retning.
Bedre luftkvalitet og flere grønne åndehuller
Alle københavnere har ret til at trække vejret i ren luft og finde ro i grønne omgivelser – uanset hvor i byen man bor. Derfor vil jeg prioritere bedre luftkvalitet og flere grønne åndehuller i hele København. Luftforurening er en usynlig trussel mod folkesundheden, og mangel på grønne rum forværrer både stress og ensomhed i en tæt by.
Vi skal sikre ren luft og grønne områder, hvor københavnerne kan trække vejret og finde ro. Ren luft og adgang til natur i hverdagen handler ikke bare om miljø – det handler om sundhed, livskvalitet og lighed. Grønne åndehuller skal ikke være et privilegium for de få, men en rettighed for alle københavnere.
